I Danmark findes der lige så mange udgaver af risalamande og kirsebærsauce, som frikadeller, tror jeg. Vi har alle vores egen opfattelse af, hvad der er den ”rigtige” version. Julemiddagen, men måske især sovsen og risalamanden, skal være, som den plejer. Sådan er det i hvert fald hos mig.
I min familie er der to år, vi vender tilbage til, når emnet falder på ups'ere juleaften: Det år, hvor saucen blev for tynd, og det år, hvor min bonus-mor eksperimenterede med at komme lidt citronskal i risalamanden. Det bliver hun stadig (kærligt) drillet med.
Så risalamande er en videnskab for sig, og en vigtig del af dansk madkultur. Derfor har jeg testet vidt og bredt for at finde frem til min favorit. Men at starte en virksomhed, som primært sælger produkter til risalamande, fik mig til at tænke på, hvorfor vi spiser risalamande juleaften?
Hvorfor spiser vi risalamande juleaften?
I Danmark har vi kendt til ris siden 700-tallet, og grød omtrent lige så længe hvor byg og vand udgjorde et daglidagsmåltid for den almindelig dansker. Grød var en stor del af vores madkultur, både for høj og lav i samfundet.
Senere har man fundet ud af, at selveste Kong Christian d. 4 (1577-1648) et år til jul har fået serveret risengrød med kanel og en smørklat, og så begynder det at ligne noget, vi kender.
I slutningen af 1800-tallet, spiste de fleste risengrød juleaften. Bønderne spiste grøden til forret, så man kunne strække kødet længere. Men selv for overklassen og det bedre borgerskab, var kød en mangelvare indtil slutningen af 1800-tallet. Til jul ville man bruge mælk i stedet for vand, for at gøre grøden lidt ekstra luksus den specielle aften (en såkaldt sødgrød). Og her begynder man så at bruge ris i sin grød. Og også luksusvarer som kanel og smør også mulige for almindelige borgere at skaffe.
Information skriver, at der findes en opskrift på risalamande i Frøken Jensens Kogebog fra 1901. Og som mange ved i dag, er det en 100% dansk opfindelse, trods det meget franskklingende navn, så har det ingenting med Frankrig at gøre.
Frøken Jensen's var en version hvor risengrød blev stivnet med husblas og indeholdt vaniljeessens, sherry, mandler og flødeskum. Dertil med en kold sovs af kirsebærmarmelade. Og desserten blev kaldt 'riz à l’amande'.
Der er også et rygte, der går på, at risalamande er opfundet på d'Angleterre. Her skulle en kok lave en dessert til en krævende gæst, og fandt dermed på retten, da han havde en kold klat risengrød, mandler, fløde og serverede den med syltede kirsebær til. Men om det er sandt, ved jeg ikke.
Mandelgaven har vi også stjålet
I Frankrig har man tradition for at bage én bønne ind i helligtrekongerkager, og den, der finder bønnen får et kys eller en gave. Så det minder jo meget om vores mandelgave.
Risalamanden bliver umiddelbart efter anden verdenskrig nævnt i forskellige dameblade, men som en sparedessert, hvor man kan strække grødrisen ved at blande grøden op med flødeskum (eller et erstatningsprodukt). Men mandler kunne man ikke få, så det var dér man brugte en knappemål i stedet for en hel mandel.
I dag er risalamande en lidt anden dessert. Mange spiser risengrød den 23. december og bruger resterne derfra til risalamande den 24. december. De fleste bruger som bekendt kirsebærsauce som tilbehør. Det bliver spændende at se hvordan risalamande med kirsebærsauce udvikler sig, og om vi stadig spiser det som dessert juleaften om 100 år.
Opskriften til min version finder du her.